-
Business-update: Et billigere realkreditlån er på vippen til at åbne
ソース: BDK Finans / 26 9 2024 10:57:41 America/New_York
Godeftermiddag, kære læser. Klokken har slået eftermiddag, og som sædvanlig betyder det, at tiden er inde til at opdatere dig på dagens erhvervsnyheder. I denne omgang er der godt nyt til boligkøbere og dem, der for nylig har konverteret deres fastforrentede realkreditlån. Der er nemlig et muligt skifte undervejs på realkreditfronten. Så lad os komme i gang – god læselyst! #1- Et billigere boliglån venter i kulissen Hvis man går ned i banken og beder om et fastforrentet realkreditlån, så lyder kuponrenten i øjeblikket på fire procent. Men vi er et mulehår fra, at renten hedder 3,5 procent. Det konstaterer Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, i Finans' spalter. Torsdag formiddag handlede 4,0-procentlånet i kurs 99,9, og dermed skal lånet bare stige minimale 0,1 kurspoint, før det træder tilbage i kulissen og bliver erstattet af 3,5-procentlånet. Bliver skiftet til virkelighed, så vurderer Totalkredits boligøkonom Sune Malthe-Thagaard, at vi rykker et skridt nærmere en konverteringsbølge for de 275.000 boligejere med et 5,0-procentlån. Han vurderer, at bølgerne vil begynde at brage, hvis 3,0-procentlånet kommer op omkring kurs 98. Inden man som boligejer får armene alt for højt op, skal det dog bemærkes, at 4,0-procentlånet i ugevis har ligget på vippen til at lukke, men det er endnu ikke sket. Og selvom det er muligt, at lånet lukker, tror flere boligøkonomer, at lukningen vil være midlertidig. #2 – Kendt kapitalfond afslører hemmeligt sats Rygterne svirrer om Novo Nordisks gamle it-selskab, der i dag hedder NNIT og er børsnoteret. Forleden spekulerede folk i, om it-selskabet var ved at blive opkøbt. Men nu melder den danske kapitalfond Polaris Public Equity sig på banen og afslører, at de har en »signifikant investering« i selskabet. Det skriver Børsen. Udmeldingen er interessant, fordi Polaris plejer at gå ret stille med dørene om deres investeringer. Samtidig plejer NNIT at leve et stille liv på børsen, men aktien er steget 12 procent, siden opkøbsrygterne begyndte at rumstere. »Det er opsigtsvækkende timing, at Polaris melder ud nu. De stempler ind som en bidragsyder til at presse prisen op, hvis der er en køber derude,« siger Lars Hytting fra kapitalforvalteren ArthaScope til Børsen. #3 – Stor detailkæde skruer ned for mængden af kød Skal man en tur i Rema 1000 og købe oksekød, så vil man nok bemærke, at indholdet er blevet reduceret. For Rema 1000 sænker nemlig mængden af oksekød i deres kødpakker med 20 procent af hensyn til miljøet, skriver FødevareWatch. Det medfører desuden, at prisen sættes ned tilsvarende. »Det vil koste os, men det er nødvendigt. For hvis vi ikke gør noget, så koster det os endnu mere på den lange bane,« siger kategorichef i Rema 1000 Jonas Garly Sørensen ifølge FødevareWatch. Supermarkedskæden håber, at folk bruger besparelsen på grøntsager. Og så arbejder Rema 1000 på at få mindre kødpakker, så plastikmængden også reduceres. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Nye tal saver regeringens spådom om vores fælles kasse »midt over«. Økonomer kalder det »voldsomt« På syv år er der høvlet 200 milliarder kroner af vores statsgæld, og alt tyder på, at gælden kommer til at skrumpe endnu mere. Læs historien her. B: Stor internetudbyder stopper for fibernet i protest mod prisstigninger Fastspeed stopper øjeblikkeligt al nysalg af internetforbindelser over landets næststørste fibernet, fordi lejeprisen nu skrues heftigt op. Ejerne af landets mange fibernet skal begynde at passe på, siger teleanalytiker. Læs artiklen her. C: Danmark sagsøger skatteefterforsker for kæmpe millionbeløb Brite blev hyret til at hjælpe den bedragerisigtede Sanjay Shah med at flytte pengene fra danmarkshistoriens største svindelsag. Læs artiklen her. Tak for at læse med! https://www.berlingske.dk/dine-penge/business-update-et-billigere-realkreditlaan-er-paa-vippen-til-at-aabne